Rødbedebøffer med hakket kylling


Opskrift på rødbedebøffer med kun 118 kalorier pr. 100g.

Rødbedebøffer med hakket kylling

Næringsværdier pr. 100g

Kalorier: 118
Kulhydrater: 17 %
Proteiner: 56 %
Fedt: 27 %


Ca. 6 portion(er)
Ca. portions størrelse: 88 g
Ca. 104 kalorier pr. portion

Vær OBS på at næringsværdierne er beregnet via tilføjelse af mine opskrifter i en app, som kan beregne dem. Jeg kan ikke garantere, at beregningerne er 100% korrekte!

Kategorier: Aftensmad
Emneord: Kalorielet
Udgivet i februar, 2013
Opdateret i august, 2021

Voldsomt lækre bøffer, med en virkelig god smag – og så gør det jo intet at de samtidig er super sunde…

Ingredienser

200g skrællet & groftrevet rå rødbede (vær smart, brug gummihandsker i processen)
400g hakket kylling 3-6%
60g finthakket rødløg
5g presset hvidløg
50g æggehvide (1 bæger)
2 tsk. peber
2 tsk. salt
1 tsk. paprika smoked
1/4 tsk. knust spidskommen
1 tsk. chiliflager fra Urtekram
20g Becel vegetabilsk olie

Fremgangsmåde

Rør alt på nær olien sammen til en fars.
Form til 6 bøffer (igen en god idé med gummihandsker) & stil dem på køl i en halv time ca.

Rødbedebøffer med hakket kylling - en tur på køl

Varm en pande op med olien på & svits først bøfferne på begge sider ved høj varme, steg dem herefter færdige (ca. 10. min. på hver side) ved svagere varme.

Servér dem med en god salat, ovnbagte rodfrugter – eller lige det du har allermest lyst til. Jeg lavede en burger, med en god blandet salat…
Jeg tror egentlig at de ville gøre sig rigtig godt enten med disse spinat wannabe-pandekager, eller disse “burgerboller”.

Rødbedebøffer med hakket kylling - som burger
Rødbedebøffer med hakket kylling - skåret igennem

Inspiration


Tre tilfældige af mine egne favorit-opskrifter, som måske kan inspirere dig.