Ingredienser
100g æggehvide
5g Perfect Sød fra Easis
15g fiberSirup Gold
1g salt
6g Dr. Oetker revet appelsinskal (Dr. Oetker bliver ved med at ændre deres produktlink, så det er svært at linke til – søg evt. på nettet, hvis du ikke ved hvad det er)
200g Amo Stenalderbrød blanding
50g Bodylab Whey Crisps (kan erstattes af stenalderbrød blanding, hvis du ikke ønsker at købe disse – men så ændrer næringsværdiberegningen sig)
40g grofthakkede mandler
30g Bodylab Whey 100 Vanilla Milkshake (eller en anden slags proteinpulver, du måske har på lager – denne giver en god smag)
35g Axa Protein havregryn (kan erstattes af andre havregryn, men så ændrer næringsværdiberegningen sig – jeg har købt mine i den lokale Kvickly)
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175g varmluft.
Pisk æggehvider, Perfect Sød, fiberSirup, salt og appelsinskal sammen i en stor skål. Det skal blive en luftig, sej masse – ligesom til marengs.
Vend nu resten af ingredienserne i med en dejskraber.
Fordel massen i en stor bradepande beklædt med bagepapir (bradepanden sørger for at intet stikker af, når der nulres senere i processen). Det skal være så fladt som muligt.
Kom bradepanden ind midt i ovnen og bag i ca. 5 minutter.
Nu tages det ud af ovnen, skæres i mindre strimler/firkanter med en paletkniv og vendes rundt (bunden i vejret).
Ind i ovnen igen i 5 minutter.
Nu skal det hele nulres godt igennem, for at få så små stykker som muligt – fordel det godt i bradepanden, så det ikke ligger i lag.
Ind i ovnen igen i 5 minutter.
Igen skal det nulres godt igennem & fordeles i bradepanden – vent evt. nogle minutter med at nulre, det er blevet godt varmt på det her tidspunkt.
Sidste tur i ovnen, men hold godt øje – det må ikke blive branket. Denne gang skal det have 3 til 5 minutter, alt efter hvor småt du har fået det nulret.
Når det er blevet fint gyldent tages det ud og hældes i en stor skål, rør rundt i det en gang imellem, for at få det hele til at afkøle.
Opbevar i lufttæt beholder – det kan godt holde en 3-4 uger.
Opskriften er en modificering af Michelle Kristensens “Proteinrig crunch”, fra e-bogen “MK Bootcamp, mad på max. 20 minutter”.
Jeg har erstattet noget af stenalderblandingen med Whey Crisps, brugt proteinpulver og protein havregryn, fjernet appelsinsaft og erstattet agavesirup med fiberSirup + Stevia med Perfect Sød.