Ingredienser
100g kondenseret mælk (hvis du vælger at bruge en anden end min hjemmelavet, vil kalorieberegningen ændre sig)
80g kokosmel fra Sund fornuft
88g Mørk Belgisk Chokolade fra Easis (1 hel plade)
*20g friskpresset appelsinsaft
*10g skummetmælk
*1 par dråber Perfect Sød fra Easis
Fremgangsmåde
Start med at give kokosmelet en hurtig tur i en minihakker, for at gøre melet en smule finere.
Rør kondenseret mælk og kokosmel sammen – alt efter hvilken kokos & kondenseret mælk du bruger, kan det være der skal mere eller mindre af begge dele i – forsøg dig frem, det skal være en samlet masse.
Pres blandingen ud i en firkant i den højde du ønsker dine bounty – gør det oven på noget husholdningsfilm.
Pak firkanten godt ind & lig den på køl i 2-3 timer (du kan også snyde lidt, og ligge det i fryseren).
Tag kokosblandingen ud af køleskabet & skær den i passende størrelser.
Pres barrene en smule, for at sikre at de er faste efter udskæringen.
Smelt chokoladen over et vandbad.
Bland appelsinsaft & skummetmælk i – smag evt. til med et par dråber Perfect Sød.
Dyp kokosbarene i chokoladen, lig dem på et fad med bagepapir & stil dem på køl i et par timer.
* Jeg valgte at tilsætte appelsinsaft, skummetmælk & Perfect Sød, da chokoladen er lidt bitter & ikke blev helt så flydende & nem at arbejde med, som jeg ellers ønskede – & så er appelsinsmag jo bare en bonus (i hvert fald i min verden)…
Og ja, det er måske lidt mystisk at sådan en kalorie-aktivist som mig roder mig ud i at lave bounty, men der skal være plads til lidt synd nogle gange. Og hvis det endelig skal være, så vil jeg hellere selv kokkerere det.
Og så er det jo også værd at tage i betragtning at bounty har et rimelig højt indhold af to sunde ingredienser: Mørk chokolade og kokos. Fedt fra kokos og kakao har et højt indhold af mættede fedtsyrer, men det har en bedre virkning på kolesteroltallet end andre kilder til mættet fedt som for eksempel smør. Kakao – og mørk chokolade generelt – har derudover en række gavnlige virkninger på hjertet og kredsløbet på grund af andre aktivstoffer. Kokosnød er rig på kostfibre og indeholder også vitaminer og mineraler.
Til sammenligning er næringsværdierne på 100g “rigtig” Bounty Dark følgende:
Kalorier: 488 | Proteiner: 3,7g | Kulhydrater: 55,7g | Fedt: 27,6g