Jule-con carne med andebryst


Opskrift på skøn juleand på en ny måde, med kun 91 kalorier pr. 100g.

Jule-con carne med andebryst

Næringsværdier pr. 100g

Kalorier: 91
Kulhydrater: 28 %
Proteiner: 35 %
Fedt: 37 %


Ca. 2 portion(er)
Ca. portions størrelse: 450 g
Ca. 410 kalorier pr. portion

Vær OBS på at næringsværdierne er beregnet via tilføjelse af mine opskrifter i en app, som kan beregne dem. Jeg kan ikke garantere, at beregningerne er 100% korrekte!

Kategorier: Aftensmad
Emneord: Jul | Kalorielet
Udgivet i december, 2012
Opdateret i august, 2021

Jeg har købt mig en bunke nye kogebøger & det er farligt for sådan en madtosse som mig…
Nogle opskrifter er bare så gode & sunde i sig selv, at det slet ikke er nødvendigt at modificere & dette er én af dem. Den er fra “Suveræn simremad” & VIRKELIG lækker (selv om den ikke er specielt fotogen)!
Grunden til at jeg vælger at bringe opskriften her, er at der ikke er lavet næringsberegning på opskrifterne i bogen – noget jeg personligt har behov for at vide, før jeg giver mig i kast med at lave noget mad.
Nu er jeg efterhånden selv blevet så skarp, at jeg forholdsvist hurtigt kan afkode næringsværdierne i en opskrift, men det er jo ikke alle der render rundt med en kalorietabel på hjernen. Derfor vil jeg blot slå et slag for de lækre opskrifter i bogen…

Ingredienser

Godt 240g drænede kidneybønner (jeg brugte en karton fra “Bon Appetit”, men du kan også koge dine egne (100g ukogte), sørg blot for at påbegynde iblødsætning dagen før.)
50g finthakket rødløg
240g afrenset andebrystfilet (ja, skindet skal sandelig skæres væk)
15g Becel vegetabilsk rapsolie
1/4 tsk. stødt nellike
1 tsk. stødt kanel
1 stjerneanis
1 fed presset hvidløg
1 ds. hakkede tomater
ca. ½ dl. vand
15g rosiner
10g god mørk chokolade (over 75%)
½ tsk. cayennepeber
5g lys agave sirup
3 tsk. urtesalt & 2 tsk. urtepeber

Fremgangsmåde

Skær skindet af andebrystet & rens det helt af fra evt. andet snask.
Skær brystet i skiver på ca. 1½ cm.
Hvis det gør ondt på dig at skrotte skindet, kan du evt. sprødstege det i tern & drysse det over den færdige ret ved servering (ikke med i beregningen).
Varm 10g olie op i en god gryde, brun kødet af, tag det op af gryden & kom det på køl indtil det skal i retten igen.
Kom 5g olie i gryden & svits løg sammen med nellike, kanel & anis i nogle minutter.
Tilsæt presset hvidløg & svits ganske kort under omrøring.
Kom hakkede tomater, vand, rosiner, chokolade (brækket i mindre stykker) & 1 tsk. salt i.
Lad retten simre under låg i ca. 45 min. Rør i den af og til.
Tilsæt bønnerne, rør rundt & lad retten simre videre under låg i ca. 15 min.
Kom kødet i & lad det gennemvarme i ca. 5 min. – indtil kødet er gennemstegt.
Smag til med cayenne, salt, peber & sirup.

Jule-con carne med andebryst - ingredienserne

Servér med en god salat & perlebyg eller quinoa. Min salat var lidt julet med rødkål, bladselleri, rød grapefrugt & tørrede figner, toppet af med en god jordbærbalsamico (ikke med i beregningen).

Inspiration


Tre tilfældige af mine egne favorit-opskrifter, som måske kan inspirere dig.