Gulerodskage med rosiner og hasselnødder


Opskrift på endnu en skøn gulerodskage, med kun 185 kalorier pr. 100g.

Gulerodskage med rosiner og hasselnødder

Næringsværdier pr. 100g

Kalorier: 185
Kulhydrater: 50 %
Proteiner: 12 %
Fedt: 38 %


Ca. 12 portion(er)
Ca. portions størrelse: 72 g
Ca. 133 kalorier pr. portion

Vær OBS på at næringsværdierne er beregnet via tilføjelse af mine opskrifter i en app, som kan beregne dem. Jeg kan ikke garantere, at beregningerne er 100% korrekte!

Kategorier: Kage
Udgivet i februar, 2013
Opdateret i august, 2021

I kantinen, i den bygning hvor mit arbejde ligger, laver de noget nær verdens bedste kage. Men den sidder ikke løst på dem, og vi får den (hvis vi er heldige) maks et par gange om året. Det er dog lykkedes at få vristet opskriften ud af en forsvarsløs dame, & nu har den været igennem min modificerings-mekanisme – jeg kan simpelthen ikke arbejde med tonsvis af sukker & olie…
Prøv den – den er LÆKKER!

Ingredienser

2 æg str. L/XL (ca. 118g i alt)
50g Sveskegrød kalorielet fra Skælskør Frugtplantage (50 kcal pr. 100g – erstatter et ekstra æg, og du kan ikke smage at det er der)
50g Becel pro-activ (smeltet)
50 ml vand
140g hvedemel (ja, jeg løb tør for min glutenfri Jytte, så der er brugt helt alm. hvedemel til denne kage – i hvert fald indtil jeg får bagt igen & ændret opskriften)
10g fiberHUSK
115g Perfect Fit fra Easis
½ tsk. vanilje (IKKE vaniljesukker, alternativ kan anvendes korn fra 1 vaniljestang)
1 tsk. stødt kanel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1/4 tsk. salt
275g fintrevne gulerødder
50g rosiner, Sun Maid
50g hasselnødder

Fremgangsmåde

Stil rosinerne i blød i noget vand (så bliver de ikke tørre under bagningen).
Varm nødderne, enten i ovnen eller på en pande – det bringer en dejlig smag frem.
Når nødderne er kølet af, hakkes de groft – de skal ikke meget mere end halveres.
Pisk æg, sveskegrød, Becel & vand godt sammen.
Tilsæt mel, fiber, vanilje, kanel, bagepulver, natron & salt – pisk godt.
Tag rosinerne op af vandet & lad dem dryppe af.
Vend rosiner & nødder i dejen (ikke piske).
Vend gulerødder i dejen (ikke piske).
Beklæd en springform eller lignende med bagepapir & hæld dejen i formen.
Bages ved 175g (ikke varmluft) i ca. 45 min.

Inspiration


Tre tilfældige af mine egne favorit-opskrifter, som måske kan inspirere dig.