Brændende kærlighed


Opskrift på virkelig lækker brændende kærlighed, med kun 81 kalorier pr. 100g.

Brændende kærlighed

Næringsværdier pr. 100g

Kalorier: 81
Kulhydrater: 50 %
Proteiner: 26 %
Fedt: 24 %


Ca. 1 portion(er)
Ca. portions størrelse: 543 g
Ca. 440 kalorier pr. portion

Vær OBS på at næringsværdierne er beregnet via tilføjelse af mine opskrifter i en app, som kan beregne dem. Jeg kan ikke garantere, at beregningerne er 100% korrekte!

Kategorier: Aftensmad
Emneord: Kalorielet
Udgivet i december, 2012
Opdateret i august, 2021

Så er det vist på tide at få gjort denne ret lidt sundere. Jeg husker stadig barndommens portioner, der var sovset ind i baconfedt – men det er jo slet ikke nødvendigt at gå i bacon-selvsving (selv om det er lækkert), for at få en ekstremt velsmagende, men kalorielet portion brændende kærlighed…

Ingredienser

100g skrællede kartofler
* 330g groftskårne rodfrugter fra “sund fornuft” (frost, 35 kcal pr. 100g)
65g hakket grønkål (frost)
20g cheasy a38 naturel 0,1%
1 lille æble (65g skrællet & skåret i små tern)
45g Steff Houlberg bacontern (270 kcal pr. 100g)
65g kyllingestrimler (“Dit valg”, max 3% fedt fra Fakta, 80 kcal pr. 100g)
Perfect Sød fra Easis
Salt & peber

* Jeg er rimelig specifik i mit valg, da jeg synes det er smart at kunne bruge noget af blandingen som mos & løgene til at blive stegt bløde på panden. Hvis du kender til andre rodfrugtblandinger du hellere vil anvende, eller vil bruge friske rodfrugter & løg – så bliver resultatet nok det samme…

Brændende kærlighed - ingredienser

Fremgangsmåde

Kog kartoflerne i rigeligt vand.
Sortér løg fra rodfrugtblandingen, de skal steges sammen med bacon & derfor ikke koges & moses.
Efter ca. 10 min. tilsættes rodfrugter & grønkål.
Efter kogning hældes vandet fra & der laves en mos (enten med en stavblender, piskeris eller en moser).
Tilsæt cheasy til mosen & smag til med et par dryp Perfect Sød, salt + peber (jeg brugte 1 tsk. salt & 2 tsk. peber).

Brændende kærlighed - rodfrugtmos

Steg bacon på en god slip-let pande (ikke noget fedtstof på), i 5 minutters tid.
Skær kyllingestrimlerne i mindre stykker
Tilsæt kyllingestykkerne, løgene fra rodfrugtblandingen & æbletern.
Giv et drys peber & steg blandingen færdig.

Brændende kærlighed - steges på panden
Brændende kærlighed

Servér med gode rødbeder (som jeg egentlig burde lave selv, men jeg spiser dem ikke ofte nok), og let dampede gulerødder.

Inspiration


Tre tilfældige af mine egne favorit-opskrifter, som måske kan inspirere dig.