Bønne-brownie uden mel


Opskrift på lækre brownies, med 302 kalorier (ups) pr. 100g

Bønne-brownie uden mel

Næringsværdier pr. 100g

Kalorier: 302
Kulhydrater: 35 %
Proteiner: 10 %
Fedt: 55 %


Ca. 12 portion(er)
Ca. portions størrelse: 60 g
Ca. 181 kalorier pr. portion

Vær OBS på at næringsværdierne er beregnet via tilføjelse af mine opskrifter i en app, som kan beregne dem. Jeg kan ikke garantere, at beregningerne er 100% korrekte!

Kategorier: Kage
Emneord: Fy!
Udgivet i juni, 2013
Opdateret i august, 2021

Uha – så dukkede der lidt op i fy!-kategorien (kaloriemæssigt set), men denne brownie er super lækker, proppet med sunde sager & så skal der altså være plads til at chokolade-synde bare én gang imellem…

Ingredienser

1 ds. røde kidneybønner (225g drænet vægt, 100 kcal. pr. 100g)
50g grovvalsede havregryn fra Ota
25g fedtfattig kakao fra Urtekram
1/4 tsk. salt
100g Lene Hansson agavesirup fra Urtekram (anden agavesirup kan naturligvis også anvendes, jeg synes bare denne er god & har kun 300 kcal. pr. 100g)
10g stevia sugar fra Dansukker
2 æg str. m.
50g økologisk ekstra jomfru kokosolie fra Urtekram
2 tsk. vaniljepulver (IKKE vaniljesukker)
75 ml. friskpresset appelsinsaft (svarer til saften fra en alm. appelsin)
10g loppefrøskaller fra Urtekram
50g hasselnødder
85g mørk belgisk chokolade fra Easis (1 pakke)

Fremgangsmåde

Dræn bønnerne, skyl dem & lad dem dryppe godt af.
Rist nødderne på en tør pande – det giver en rigtig god smag. Lad dem køle af.
Kom alt på nær nødder + chokolade i en foodprocessor & kør dejen til den er glat & jævn.
Hak nødder + chokolade groft & vend det i dejen.
Kom dejen i en mindre bageform (min var 21x25cm), beklædt med bagepapir.
Bag ved 175g varmluft i 25 min.
Lad kagen køle helt af, før du kaster dig over den…

Kagen smager næsten ekstra godt efter en dag på køl, så er den blevet mere svampet…

Bønnebrownies uden mel
Brownie

Inspiration


Tre tilfældige af mine egne favorit-opskrifter, som måske kan inspirere dig.